Guds Ord blev aldrig bundet,
End ikke i den Nat,
Da Mørket havde vundet
Sin største Seir og Skat,
Da Judas hjalp vor Fiende
Vor Herre selv at binde
I Dødens Urtegaard!


Midt i den mørke Time,
Hvis Mage Ingen saae,
Som Kirke-Klokker kime,
Det klang 'lad Disse gaae!'
Og Ordet havde Kræfter,
De retted sig derefter,
Som Stænger bar og Blus!


Ja, selv da Døden trængde
Sig ind til Hjerte-Rod,
Da Han paa Korset hængde,
Det farved med sit Blod,
Guds Ord var dog ei bundet,
Det blev paa Tungen fundet
End lige stærkt og sødt!


Ei Kirke-Klokker kime
Om Jule-Morgen saa,
Som i den sidste Time
Det klang fra Læber blaa:
Idag, trods al Vanære,
Du sandelig skal være
Med mig i Paradis!


Omvendte Røver kiære!
Naar vi dig møde hist,
Din Lovsang os vil lære,
Hvad alt vi troe forvist,
At hvor du maatte rødme,
Ei mindre Kraft end Sødme
Du fandt i Herrens Ord!


O, hvor vil I da tænke,
I Magter! hvosomhelst,
At lægge Det i Lænke,
Som har paa Korset frelst,
Og stod saa op af Døde,
I Paaske-Morgenrøde,
Trods Romer-Sværd og Spyd!


Er Mund ei Ordets Kilde,
Nu og i allen Stund!
Og hvem tør sig indbilde,
At binde for den Mund,
Som end, trods Døden, Mæle
Beholdt for arme Sjæle
I Helveds Orme-Gaard!


Selv her paa Jorden lukke
Hver Mund kan ingen Haand,
Saa ei engang i Sukke
Fik Luft betrængte Aand,
Men sæt endog, I kunde;
Sig skabde Barne-Munde
Da Gud af Stok og Steen!


Thi raser ei iblinde,
I Mægtige paa Jord!
Ei mægte I at binde
Den store Konges Ord!
Nei, for den Samson briste
Maae Reeb og seie Kviste,
Som Traad og Siv og Straa!


Hvad Fængslerne fuldtætte,
Med firedobbelt Vagt,
Mod Munde kan udrette,
Der staae med Gud i Pagt;
Det lærde Herren Eder,
Sanct Povel og Sanct Peder,
Og I al Jordens Kreds!


Gud haver Bud at sende
Til sine Tunger brat,
Som, uden Lys at tænde,
Opklare sorten Nat,
Han haver Fiil og Dirke,
Til Laas for Mund og Kirke,
Foruden Hammer-Slag!


Thi skal paa Baand og Lænke,
For Tanke, Tro og Ord,
En Christen aldrig tænke
Med Frygt og Angest stor,
Det har slet ingen Fare,
At Gud jo vil bevare
Den Frihed, Han har skabt!


Og hvad Han selv i Naade
Har talt til Sjæle-Trøst,
Paa ingen muelig Maade
Kan fattes Kraft og Røst,
Thi selv i Helved findes
Ei Lænken, hvormed bindes
Kan Haand og Mund paa Gud!


Som Paulus i sin Lænke,
Ved Satans Stol i Rom,
Vi sige skal og tænke,
Med Tak til Gud, derom:
Guds Ord er ikke bundet,
Men har i Lænken fundet
Sin bedste Lede-Traad!

More verses by Nicolaj Frederik Severin Grundtvig

Advertisement