Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land,
Som Christne bør ei at forglemme,
Derfra gik vor Tro over bølgende Strand,
Og der har vort Døbe-Navn hjemme,
Den Stad ligger deilig og svinger Sig op
Ad Bjerget, fra Floden til Borgen paa Top,
Afbilder hvad Christne skal giøre.


Ja, saa er den bygget, den hellige Stad,
Som Gud kalder Byen paa Bjerget,
Som Floden giør frugtbar og vandrig og glad,
Som Aanden med Almagt har værget!
Som Taarnet paa Tind ligger Huset paa Hald,
Der synes at hælde og true med Fald,
Men trodser dog Helvedes Porte!

3.
Den hellige Stad, med sin Løve i Skjold,
Og Vægtere som ikke slumme,
Ei vindes med List og ei tages med Vold
Af Fienderne mange og grumme,
Den tæller nu godt attenhundrede Aar
og lovsynger Ham, der i Dag som i Gaar
Kan Døden og Djævelen tvinge!

Vor Hjelm er vort Haab, og vort Skjold er vor Tro,
Guds Ord baade Sværdet og Luren,
Vor Bøn i den Eenbaarnes Navn er vor Bro,
Taalmodighed kalde vi Muren,
Vor Daab er vor Flod, ja vor Nil-Strøm saa fiin,
Paa Bordet vi fattes ei Brød eller Viin,
Saa trodse vi Hungerens Plage!


Lad Vittighed spille og glimre paa Skjold!
Det slukker dog gloende Pile!
Lad Grumheden rase mod Lavgiærde-Vold!
Som Engle dens Murtinder smile.
Lad Hjelmen nedsænkes til Stor-Havets Bund!
Ja, lad den nedmanes til Helvedes Grund!
Den himler dog ikke desmindre!


O, hvem kan vel døve det lynende Sværd,
Der klinger, som Skyerne brage!
Og hvem kan vel slaae den usynlige Hær
Der kæmper for os alle Dage!
Ja, hvem er Hans Lige i Styrke og Mod,
Som throner i Himlen, til under hans Fod
Af Fienderne lægges den Sidste!

Besmitte kan Tyrker den deilige Stad,
Hvor Christendom havde sin Vugge,
Men aldrig for Grumhed, for Haan eller Had
Dog 'Byen paa Bjerget' skal bukke,
Vor Tro og vort Haab, med Guds levende Ord,
Trods Helvedes Porte skal throne paa Jord
Til Himmerigs Porte oplades!

More verses by Nicolaj Frederik Severin Grundtvig

Advertisement